De vigtigste omkostninger

Vareforbrug/materialeforbrug

Vareforbrug/materialeforbrug i en handelsvirksomhed vil vareforbruget være en af de væsentligste omkostningsarter. Ved en periodesvareforbrug forstås kostprisen (anskaffelsesprisen) for de i perioden solgte varer. Kostprisen består af indkøbsprisen hos leverandøren med tillæg af omkostninger ved varens hjemtagelse som fx told, fragt og forsikringspræmie.

– I en produktionsvirksomhed udgør materialeforbruget en væsentlig omkostningsart. Materialeforbruget omfatter forbrugte råvarer, komponenter og emballage.

– Da det totale vareforbrug eller materialeforbrug er direkte bestemt af afsætningens eller produktionens størrelse, hører disse omkostninger til virksomhedens variable omkostninger. Som udgangspunkt forventes det, at vareforbruget og materialeforbruget stiger proportionalt med aktiviteten.

Arbejdsløn

Ved arbejdsløn forstås den løn, som en produktionsvirksomhed betaler til de medarbejdere, der i produktionen er direkte beskæftiget med fremstilling af færdigvarer. Arbejdsløn kan dog også forekomme i en servicevirksomhed, idet det fx kan være løn til rengøringspersonalet i et rengøringsfirma.

– Der findes principielt to forskellige måder at fastsætte lønnen på. Der er tale om tidløn, hvis der aflønnes i forhold til anvendt arbejdstid. Der er tale om akkordløn, hvis der i stedet aflønnes efter den præsterede arbejdsmængde. Arbejdsløn vil uanset aflønningsform være en variabel omkostning, da virksomhedens samlede udgift til arbejdsløn vil være bestemt af produktionens størrelse.

Sælgerløn

Lønnen til salgspersonalet kan også fastsættes på to forskellige måder, nemlig som en fast løn pr. periode eller som et beløb, der afhænger af sælgerens præstation.

– Får sælgeren en fast løn, vil denne som regel blive udbetalt en gang om måneden. Den faste løn vil normalt blive anvendt, hvis virksomheden lægger stor vægt på at bevare den fulde styring af salgsarbejdet. Virksomheden kan fx ønske, at nye produkter skal introduceres, eller at nye kundegrupper skal opdyrkes.

– Hvis sælgeren aflønnes efter præsteret arbejdsindsats, vil dette som regel ske i form af udbetaling af en salgsprovision, der normalt beregnes som en vis procentdel af sælgerens omsætning eller indtjening.

– Der findes også forskellige former for kombinationer af fast løn og provision. Den faste løn vil udgøre en del af virksomhedens kapacitetsomkostninger, hvorimod salgsprovisionen er en variabelomkostning, idet totalbeløbet er direkte bestemt af salgets størrelse.

Funktionærløn

De øvrige ansatte i virksomheden (administrative medarbejdere m.fl.) vil normalt blive aflønnet med en fast løn pr. måned, da de præsterede arbejdsydelser er vanskelige at måle. Den faste løn har vi her kaldt funktionærløn.

– For også at gøre denne medarbejdergruppe interesseret i at yde en effektiv arbejdsindsats, kan den faste løn suppleres med en aflønning, som fx kan stå i forhold til virksomhedens overskud. Det kan foregå som en kontant udlodning eller i form af medarbejderaktier til de ansatte.

– Funktionærløn er en kapacitetsomkostning, idet den ikke direkte er bestemt af salgets størrelse.

Salgsfremmende omkostninger

De salgsfremmende omkostninger afholdes for at forøge salget af virksomhedens produkter. De omfatter fx omkostninger til annoncer, tv- og radioreklamer, fremstilling af salgsbrochurer og deltagelse i udstillinger og messer. Salgsfremmende omkostninger hører til virksomhedens kapacitetsomkostninger, idet de ikke direkte er bestemt af afsætningens størrelse. I realiteten er det jo lige omvendt, idet det er afsætningens størrelse, der er påvirket af omfanget af den salgsfremmende indsats.

Lokaleomkostninger

Virksomhedens lokaleomkostninger vil som regel være en relativ stor omkostning, uanset om virksomheden benytter lejede lokaler eller selv står som ejer af ejendommen.

Hvis der er tale om et lejemål, vil lokaleomkostningerne omfatte fx husleje, el, vand, varme og rengøring. Hvis virksomheden selv ejer ejendommen, omfatter lokaleomkostninger fx ejendomsskatter, forsikringer, vedligeholdelse, rengøring samt forbrug af el, vand og varme.

– Lokaleomkostninger vil i langt de fleste tilfælde være en kapacitetsomkostning. I de få tilfælde, hvor lokalelejen fastsættes som en procentdel af virksomhedens omsætning, er der dog tale om en variabel omkostning.

Afskrivninger

Maskiner, biler samt driftsmateriel og inventar bruges som regel i flere år i virksomheden, og de falder i værdi fra år til år. Den årlige værdiforringelse kaldes afskrivning.

– Værdiforringelsen kan skyldes flere forhold. Ved brug bliver maskiner, biler og inventar udsat for slitage, og de vil dermed falde i værdi. Nogle maskiner, it-udstyr, personbiler m.v. falder også i værdi alene af den grund, at de forældes. Det er endda sådan, at der er maskiner og computere, der må kasseres, før de er nedslidte. Det skyldes den teknologiske udvikling, som medfører, at der udvikles nye maskiner og computere med en mere avanceret teknik.

– Det er vanskeligt år for år at skulle vurdere, hvor meget anlægsgoder som maskiner, biler samt driftsmateriel og inventar falder med i værdi. Virksomheden fastlægger derfor allerede ved anskaffelsen af sådanne anlægsgoder en såkaldt afskrivningsplan. For at kunne opstille en afskrivningsplan skal der gøres følgende:

• Fastlæg det beløb, der i alt skal afskrives på et anlægsgode
• Fastsæt afskrivningsperiodens længde i år for anlægsgodet
• Fordel det fastlagte afskrivningsbeløb over det fastsatte antal år

– Det beløb, der i alt skal afskrives, er aktivets samlede værdiforringelse i afskrivningsperioden, dvs. aktivets kostpris med fradrag af en eventuel scrapværdi. Ved scrapværdi forstås den værdi, som virksomheden kan sælge det brugte anlægsgode til efter endt brug.

– Afskrivningsperioden fastsættes til anlægsgodets forventede levetid under hensyntagen til slitage og teknisk forældelse. Den forventede levetid benævnes også brugstid.

– En periodes afskrivning er en andel af et anlægsgodes værdiforringelse (Kostpris – scrapværdi), som skal henføres til den pågældende periode.

Renteomkostninger.

For at en virksomhed kan anskaffe sig en kapacitet og gennemføre de ønskede aktiviteter med køb, produktion og salg, må den som regel låne kapital. Denne kapital skal forrentes, og virksomheden må derfor betale renteomkostninger. Disse omkostninger benævnes også finansielle omkostninger. Renteomkostninger eller finansielle omkostninger indgår som regel i en særlig omkostningsgruppe, dvs. at disse omkostninger hverken hører til virksomhedens variable omkostninger eller kapacitetsomkostninger.

Andre omkostninger.

Vedligeholdelse og reparationer af virksomhedens anlægsaktiver vil være en del af virksomhedens kapacitetsomkostninger, idet størrelsen af disse omkostninger ikke knytter sig direkte til omfanget af virksomhedens produktion eller salg.

– En produktionsvirksomheds omkostninger til energi i form af fx el, gas og olie kan opdeles i to grupper. Den ene gruppe omfatter de energiomkostninger, der står i direkte forhold til produktionens omfang, fx energi til drift af maskiner. Denne del af energiomkostningerne hører til virksomhedens variable omkostninger. Den anden gruppe omfatter de energiomkostninger, der bruges til opvarmning og belysning af lokalerne. Disse energiomkostninger hører til virksomhedens kapacitetsomkostninger. I handelsvirksomheder vil man normalt betragte alle omkostninger til energi som kapacitetsomkostninger.

– En virksomheds omkostninger til transport af varer til kunder er en variabel omkostning, hvis virksomheden har valgt at overlade arbejdet til fremmede som fx DSB, Post Danmark eller fragtmænd. Der betales i så fald kun i forhold til, hvor mange varer der skal transporteres. Hvis virksomheden derimod har oprettet sin egen kørselsafdeling, vil den væsentligste del af transportomkostningerne til distribution af varer til kunder være kapacitetsomkostninger. De væsentligste omkostninger ved at råde over egen kørselsafdeling vil nemlig gå til drift og afskrivning på virksomhedens bilpark.

– Omkostninger til telefon, internet, porto, kontorartikler og forsikringer vil normalt blive betragtet som kapacitetsomkostninger, da der som regel ikke er tale om nogen direkte sammenhæng mellem aktiviteten og disse omkostningers totalbeløb.