Økonomisk politik

For at opnå et samfunds økonomiske mål, råder politikere over en række midler til styring af den økonomiske udvikling i samfundet. Disse midler kaldes økonomiske politikker.

De økonomiske politikker:

• Finanspolitik
• Pengepolitik
• Valutapolitik
• Handelspolitik
• Indkomstpolitik
• Arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik
• Miljøpolitik
• Europapolitik

Finanspolitik

Det at staten planlægger og regulerer den økonomiske aktivitet i samfundet kaldes finanspolitik. Finanspolitik er den mest anvendte politik af regeringen og folketinget for at regulere økonomien.
Det er regeringen og folketinget der regulerer det offentliges indtægter og udgifter for at regulere efterspørgslen og dermed produktion, beskæftligelse og betalingsbalancen, som de gør ved at øge eller sænke de offentlige skatter og udgifter.
De to former for finanspolitik:
Lempelig finanspolitik
– Øge aktiviteten og den økonomiske vækst i samfundet
– Formindske arbejdsløsheden
– Fremme velfærden eller forbedre infrastrukturen

Dette kan gøres på to måder:

– De offentlige udgifter kan øges
– Skatter og afgifter kan sænkes

Lempelig finanspolitik skaber over længere tid forværring i betalingsbalancen. Dette kaldes en målkonflikt.

Stram finanspolitik
– Begrænse væksten i samfundet for at forhindre for høje løn- og prisstigninger
– Sænke forbruget for at begrænse importen

Dette kan gøres på to måder:

– De offentlige udgifter sænkes
– Skatter og afgifter kan øges.

Med stram finanspolitik falder efterspørgslen, og løn- og prisstigningerne dæmpes. Samtidig vil importen falde og betalingsbalancen bliver forbedret.
Det negative ved stram finanspolitik er at det skaber faldende produktion og stigende arbejdsløshed.

Pengepolitik

Læs om pengepolitik her: Pengepolitik

Nationalbanken

En nationalbanks job er ikke at tjene penge til aktionærere, men sikre at pengesystemet fungerer bedst muligt.

En nationalsbanks vigtigste opgaver for at nå dette mål er:
– Trykke sedler og mønter
– At være bankernes bank
– At være statens bank
– At være ansvarlig for pengepolitikken
– At styre valutareserven
– At sikre at landets valuta holder en stabil kurs

National banken anvender især køb og salg af obligationer for at styre pengemarkedet.

Valutapolitik

Valutapolitik er at nationalbanken og regeringen ændrer på værdien af landets valuta ved devaluering og revaluring for at forbedre et lands konkurrenceevne.

Læs om valutapolitik her: Valutapolitik

Handelspolitik 

Handelspolitik har til formål at påvirke eksport og import for at beskytte landets egen produktion.
De mest almindelige måder at føre handelspolitik på:
– Told (Særlig afgift på importerede varer)
– Tilskud til landets egen produktionsvirksomheder
– Importrestriktioner (begrænse importen ved forskellige love og regler)

Indkomstpolitik

Indkomstpolitik virker gennem begrænsning af løn, avancer og priser. Herved kan virksomhedernes omkostninger sænkes, og inflationen kan samtidig holdes nede.

Måder at føre indkomstpolitik på:
– Udføre henstillinger fra regeringen om at arbejdsmarkedets parter udviser løntilbageholdenhed ved overenskomstforhandlingerne.
– Regeringen kan udmelde lønrammer hvor de opfodrer arbejdsmarkedets parter om at holde sig inden for en given lønramme på f.eks. 3%.
– Regering og folketing kan foretage direkte indgreb i overenskomstforhandlinger og fastsætte lønstigningen ved lov.

Lykkes det at føre inkomstpolitik er der skabt grundlag for en forbedring af konkurrenceevnin, og de samfundsøkonomiske mål vil styrkes.

Arbejdsmarkeds- og erhvervspoltik

Arbejdsmarkedspolitik: skal sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft
Erhvervspolitik: skal styre erhvervsudviklingen så erhvervene sikres gode konkurrencebetingelser i fremtiden.

Erhvervspolitikken rettter sig mod:
– Forskning og udvikling af nye produkter, ved hjælp af statssponsorerede forskningsinstitutter.
– At staten støtter højteknologiske produkter.
– Støtte til iværksættere.
– At staten støtter visse eksporterhverv
– Egnsudviklingsstøtte (at områder med mangel på industri støtte af fx EU)